Der findes flere underjordiske byer i Kappadokien, men særligt én har mange nysgerrige blikke rettet mod sig. I 2014 fandt man den største underjordiske by i Tyrkiet, hvor udgravningerne stadig er i fuld gang.
I 2020 blev der åbnet for den første del af Kayasehir – der også er bedre kendt som den største underjordiske by i Tyrkiet.
I mange år har Derinkuyu og Kaymakli, været de mest populære underjordiske byer i Kappadokien, men de har fået en stor konkurrent. Eller rettere sagt, det kommer de til at få med tiden, for byen er stadig ikke helt færdig udgravet.
Kayasehir
Kayasehir befinder sig i Nevsehir by og breder sig over et område på 437.400 m2. Ud fra en af de kirker/religiøse rum, man har fundet i Kayasehir, kan man datere byen tilbage til d. 6. århundrede (den byzantiske periode).
Det er kun en lille del af byen der er åbnet for, da vi besøger Kayasehir i november 2020. Til gengæld koster det på daværende tidspunkt ikke noget at besøge området. På sigt vil det koste entre at besøge området.
Kayasehir er i flere niveauer og har blandt andet indeholdt: vandtuneller, depot, soverum, køkkener, kapeller/kirker, hestestalde, flerlagsgrave, arbejdsområde mm. Særligt har man i denne underjordiske by haft fokus på at producere hørfrøolie. Olien blev brugt som lampeolie, så man kunne se noget under jorden. Men olien blev også brugt til medicin, madlavning, industri mm.
Der er ved udgravningerne af Kayasehir blevet gjort flere fund, blandt andet har man fundet, 708 piber, 270 olielamper, 45 møllesten, 12 slibesten, 51 lysestager (fra 18.-19. århundrede), et utal af krukker og 40 mønter osv. De fleste mønter er fra tiden under Sultan Abdulmecid (1823-1861) og Sultan Abdulaziz (1830-1876).
Kayasehir har flere hundrede rum og tuneller der snor sig rundt som en labyrint. Selvom det er langt fra er hele byen der åbnet endnu, er det stadig et ganske interessant område, hvor man kan få et indblik i hvordan livet har taget sin gang. Vi er mange der venter spændt på hele området åbner.
Borgen i Nevsehir
Mens de fleste underjordiske byer er under jorden, er en del af Kayasehir mere blottet, da den ligger op af og under en bakke.
Kayasehir ligger på vej op til Nevsehirs bakketop, hvor man også finder Nevsehir borgen hvorfra der er en smuk udsigt udover Nevsehir by. Borgen bliver både kaldt Nevsehir borgen og Kayasehir borgen.
Borgen var i mange år et populært stop på Silkevejen og blev også brugt til at beskytte områdets indbyggere. Ligesom den underjordiske by stammer fra den byzantinske periode, vurderes borgen også at gøre det. Borgen ligger placeret med en 360 graders udsigt udover Nevsehir, hvorfra man kunne holde øje med om der var fjender på vej.
Borgen breder sig over et område på 1430 m2. Borgen har oprindeligt haft 2 indgange fra hhv. øst og vest og 4 bastioner.
Kayasehir – en by under overfladen
Fundet af den store underjordiske by, skete tilbage i 2014, hvor arkæologer den fandt under den byzantinske bjergtop i provinsbyen Nevşehir i den centrale del af Tyrkiet.
Størrelsen på den underjordiske by er på 437.400 kvadratmeter og var indtil 2014 en en stor hemmelighed, der gemte sig under jorden. Det var fundet af 300 år gamle papirer mellem den lokale regering og osmanniske embedsmænd, som gav de første tegn på, at der kunne befinde sig en by under jorden. I papirerne stod der nemlig, at der var omkring 30 store vandtunneller i regionen. Da arkæologerne begyndte at grave efter disse tunneller, fandt de en hel by i flere niveauer.
Hele den underjordiske by forventes først åben i 2023 – samme år som der er 100 års jubilæum for oprettelsen af Republikken Tyrkiet. Det forventes at Kayasehir vil blive den mest populære underjordiske by i Kappadokien, når den er helt åbent.
LÆS OGSÅ: Derinkuyu – en kæmpe underjordisk by i Kappadokien
3 comments
Comments are closed.