I Kappadokien findes der flere underjordiske byer og fælles for dem alle, er at deres indgange er godt skjult for omverdenen, så man kunne overleve under jorden i tilfælde af det blev nødvendigt.
At besøge en underjordisk by i Cappadocia er et must i når man er i området. Der findes flere underjordiske byer i Kappadokien, de mest populære er Derinkuyu, Kaymakli, Özkonak, Mazi, Özlüce og Tatlarin. Derudover er der Kayasehir i Nevsehir, som er Tyrkiets største underjordiske by, men den er stadig ikke helt færdigudgravet. Den vil uden tvivl også blive en populær attraktion, når den er fuldt udgravet.
Den underjordiske by Tatlarin er en interessant oplevelse hvis man er på de kanter. Her kan man både kan opleve den underjordiske by, smukke naturomgivelser og landsbylivet. Det er gratis at besøge den underjordiske by Tatlarin.
Hvordan opstod de underjordiske byer?
De ældgamle anlægs bygmestre kender ingen med sikkerhed. Eksperterne kan ikke give alle detaljerne, for meget lidt er efterladt.
Flere forskere gætter på, at de tidligste anlæg kan være udhugget så langt tilbage som 2.000 f.Kr. Omkring det tidspunkt vandrede de såkaldte hittitter ind fra de russiske stepper i nord og indtog Kappadokien og store dele af Anatolien, hvor de også byggede deres hovedstad Hattush, ca. 200 km øst for Tyrkiets hovedstad, Ankara.
De nye herskere lå konstant i krig med deres naboer, som ofte angreb ind over rigets grænser. Men hittitterne udnyttede landskabet til forsvar. I mange af de hittittiske byer i Kappadokien har arkæologer udgravet en række underjordiske passager, som de mener, at de hittittiske krigere brugte til at lægge sig i baghold, hvis angribere kom ind i byen.
Men andre forskere mener det er de kristne der har bygget dem (eller i hvert fald udvidet dem markant) for omkring 1500 år siden. Kappadokien var i mange hundrede år et kristent område, hvilket også tydeligt ses på de mange kirker i hele området.
I en række af anlæggene er det imidlertid tydeligt, at de øvre etager må være langt ældre end de nedre. I de nederste dele er overfladerne på tunnelerne blødere end i de øvre. Det skyldes, at tufsten hærder meget langsomt.
Generel info om de underjordiske byer i Cappadocia
- De øverste etager af de underjordiske byer blev brugt som stalde, køkkener og vinproduktion. Fodertrug og huller til at tøjre dyrene er hakket ind i væggene. Køkkenerne har højest sandsynligt været fællesområde.
- Indgangene har været godt skjult for fjenden
- I de største underjordiske byer har der udover stalde, køkkener og soverum også været både kirker, skoler, spisesale og udhugget systemer til vinproduktion
- Gangene er ret smalle, så har du tendens til klaustrofobi, bør du undlade at gå nede i de underjordiske byer.
Den underjordiske by Tatlarin
Den underjordiske by Tatlarin befinder sig i en landsby, som sjovt nok også hedder Tatlarin. Et besøg i den underjordiske by, giver dermed samtidig et indblik i hvordan livet tager sin gang i en tyrkisk landsby. Tatlarin befinder sig ca. 10 kilometer fra Acigöl og ca. 23 kilometer fra Nevsehir.
Den underjordiske by i Tatlarin åbnede for besøgende i 1991 og modsat de andre underjordiske byer ligner denne mere en tidligere militærgarnison eller et klosterkompleks grundet de mange kirker og store rum. Man fandt den underjordiske by i 1975, da den ene af 3 indgange kollapsede. Som med andre underjordiske byer i Kappadokien, er det umuligt at sige med sikkerhed, hvornår Tatlarin blev til.
Det menes at Tatlarin tidligere blev brugt som et center for religiøse eller militære formål at dømme efter dens store størrelse. Det er kun to etager i den underjordiske by Tatlarin man kan bevæge sig rundt i. Men den underjordiske by er meget større, forhåbentlig vil det blive muligt at besøge flere af de andre etager i fremtiden. Der har findes også et stort antal kirker i den underjordiske by og i området, men en stor del af dem kollapset gennem tiden af naturlige årsager.
Indgangen til den underjordiske by består af en ca. 15 meter lang passage og derefter kommer man ind i et relativt stort rum. For enden af passagen er der en rullesten, der har til formål at forsegle indgangen i tilfælde af et fjendtligt angreb. Denne rullesten med en vægt på 4-500 kg, der kun kunne åbnes indefra, blev brugt som et instrument til forsvar mod dyr og fjender. Fra det store rum er der tilstødende rum, hvor man blandt andet finder køkkenet og gravsteder.
Ligesom de andre underjordiske byer i Kappadokien er arealerne forbundet med hinanden med tunneler i Tatlarin. Via en smal tunnel kommer man til stalden, det andet store rum. Denne enorme plads, som det formodes blev brugt som lagerfacilitet, understøttes af kolonner. Og i loftet er der en ventilationsskakt, der giver adgang til de andre dele af byen.
Underjordiske toiletter i Kappadokien
Noget af det der gør sig særligt bemærkelsesværdigt i denne underjordiske by er de mange fælder som er 2-3 meter dybe.
Og så selvfølgelig toiletterne. Det er kun her i Tatlarin og den underjordiske by ved Guzelyrt at man finder disse toiletter. Der er 2 toiletter i Tatlarin, som man kommer hen til via en L-formet korridor. Det menes at korridorens form kan være formet for at undgå lugtgener i de tilstødende lokaler.
Tatlarin kirker
Ved Tatlarin underjordisk by i Cappadocia findes 2 kirker som menes at være fra det 13. århundrede. Men det formodes at der har været mange flere kirker i området, som enten ikke er udforsket eller er kollapset. De 2 kirker ligger klods op af hinanden og er ganske imponerende med meget velbevarede freskomalerier, der blandt andet viser Maria med Jesus, Ærkeenglene Michael og Gabriel, Indrejse i Jerusalem, Korsfæstelsen mm. For at beskytte freskoerne er det ikke tilladt at tage billeder i kirkerne. Men begge kirker er utroligt smukt dekoreret og det er imponeret at se hvor velbevarede de er.
Den underjordiske by i Tatlarin ligger lidt oppe i højden og fra indgangen kan man nyde den smukkeste udsigt udover Tatlarin landsby.