Oplevelser i Gülsehir og omegn

Selve Gülsehir har ikke så meget at byde for turister, men det er en ganske charmerende by.

Ønsker du at udforske Gülsehir? Så finder du her en oversigt over oplevelser i Gülsehir by og nærområde.

Gülsehir by

Navnet Gülsehir betyder på dansk rosenbyen. Byen har ca. 12.000 indbyggere. Mange der kommer til Kappadokien opdager ikke byen, enten fordi de ikke kører den vej eller fordi det bare er en af mange byer de passerer på vej fra Kappadokiens lufthavn og ind til det centrale Kappadokien.

Det gamle navn Gülşehir er Arapsun, og i oldtiden blev byen kaldt “Zoropassos” af hittitterne. I nærheden af ​​Gülşehir er der stadig klipper med inskriptioner fra hittitterne.

Gülşehirs mest slående monument er Karavezir Cami (moske), rejst i 1778 i en stil, der bedst beskrives som osmannisk barok. En stor kuplet bygning med otte mini-kupler og en enkelt minaret. Moskeen blev givet til byen af Seyyit Mehmetpaşa Silahtar (1735-81), også kendt som Karavezir (Den sorte Vesir). Mehmetpaşa var en lokal dreng, der rejste til Istanbul i jagten på lykken. Nær moskeen er en lav bygning med flere kupler, bygget i 1780, den blev i sin tid opført som en skole, der også blev givet til byen af Mehmetpaşa. I perioden 1933-1968 fungerede bygningen som fængsel, men i mange år har det været byens smukke bibliotek. Den tredje bygning, som Mehmetpaşa gav til byen, var en lille hamam, der blev opført i 1777. Om den stadig er i brug, er usikkert.

Den røde flod

Gülsehir ligger tæt ved den røde flod, bedre kendt som Kizirmilak. Kizilirmak er den længste flod (1.182 kilometer) i Tyrkiet. Floden starter i den østlige del af Tyrkiet og laver en stor bue i det centrale Anatolien, før den flyder ud i Sortehavet. Den bliver kaldt den røde flod på grund af leret, der farver vandet på dele af floden. I Avanos, som er en del af det centrale Kappadokien, har man i mange år brugt den røde ler til producere keramik.

Oplevelser i Gülsehir

Gülsehir tiltrækker ikke mange turister, så her får man et fint indblik i hvordan livet tager sin gang blandt de lokale. De oplevelser i Gülsehir, der tiltrækker lidt turister, er hhv. St. Jean kirken og det udendørs museum Acik Saray.

St. Jean kirke i Gülsehir

St. Jean kirke (på tyrkisk Karşı Kilise) er en historisk klippeskåret kirke i Kappadokien, Tyrkiet.

St. Jean-kirken består af to etager, huser en kirke, vinkælder, grave, vandkanaler og beboelsesrum på underetagen og kirke dekoreret med bibelske scener på øverste etage. Ifølge indskriften på apsis dateres kirken til 1212. En ganske imponerende kirke som er meget smukt dekoreret af freskomalerier. Kirken ligger i udkanten af Gülsehir.

Pris ved entre 12,5 tl.

Acik Saray (Åbent palads)

Dette område kan dateres tilbage til det 10. eller 11. århundrede. Det dækker et areal på en kvadratkilometer og indeholder otte komplekser samlet omkring tre-sidede gårde, hver med en dekoreret hovedfacade. Kun i Aciksaray vil du se motivet af en tyr, der blev betragtet som hellig af de neolitiske samfund i Anatolien såvel som hititterne.

Området er ganske imponerende at bevæge sige rundt i. Skilte viser de besøgende til vigtige vartegn som f.eks. den svampeformede sten (Mantarkaya), der nu er symbolet på den nærliggende by Gulsehir.

Stille, uspoleret og gratis område – som også er interessant fo børn. Det er nemt at bevæge sig rundt i område og man kan udforske området både ude og inde i de massive og komplekse netværk af huleboliger. Området ligger ca. 4 kilometer fra Gülsehir og og ca. 15 kilometer fra Nevsehir.

Entre: Gratis

Saint Dimitrios kirken i Gülsehir

Rundt omkring i Gülsehir, kan man stadig ane smuldrende stenhuse, som har stået tomme siden den græsk-tyrkiske befolkningsudveksling i 1923. At byen har været beboet af de kristne grækere, ses også ved Aziz Dimitrios kirken i Gülsehir. På tyrkisk Aziz Dimitros Rum Kilisesi. Kirken er aflåst, men kiosken ved siden af kirken, har en nøgle liggende som man kan låne.

Kirken blev opført i perioden 1896-1902 af de grækere, der boede i Gülşehir. I modsætning til mange af kappadokiens kirker som er skabt ved udgravning af klipper, blev “St. Dimitros-kirken” bygget med skårne stenblokke og er en struktur, der afspejler en periode med velstand. Kirken er opført til ære for Aziz Dimitrios.

Entre: Gratis

SE OGSÅ: Oplevelser i Nevsehir by